Ønsker I at tilmelde jeres barn til juniormesterlære-ordningen, eller vil I have information om ordningen, så skal I kontakte jeres barns distriktsskole.
Formålet med juniormesterlære er, at eleverne kan afslutte folkeskolen med en mere praktisk orienteret skolegang, der kombinerer undervisningen i en reduceret fagrække med praktik i virksomheder og praktiske undervisningsforløb.
Eleverne i JML undervises i fagene dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi fordelt på tre skoledage pr. uge. De øvrige to dage skal eleven være i praktik i en virksomhed, som kan kombineres med praktiske undervisningsforløb på en erhvervsuddannelse, FGU eller ungdomsskole.
Det er udgangspunktet, at eleven og forældrene selv finder en praktikplads i en virksomhed og indgår en praktikaftale, som efterfølgende skal godkendes af leder for JML.
Ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin afholdes en afsluttende evalueringssamtale samt FP9 i dansk og matematik. Bestået FP9 i dansk og matematik giver adgang til EUD grundforløb. Da eleverne i JML har en reduceret fagrække, vil optagelse på øvrige ungdomsuddannelser end EUD kræve en optagelsesprøve/samtale.
Eleven skal selv sørge for transport til skole og praktiksted. Det vil fortsat være muligt at benytte det gratis kommunale buskort.
