Er du passioneret omkring fodbold, og vil du gerne blive bedre til både at spille, forstå og formidle spillet?!
I dette linjefag får du mulighed for at fordybe dig i fodboldens mange facetter – både på banen og i teorien.
Vi arbejder med spillets grundlæggende tekniske færdigheder som pasning, modtagelse, skud og dribling, og vi går i dybden med taktik, positioner, bevægelsesmønstre og holdspil. Du lærer også om fodboldens regler, fairplay og dommerens rolle i kampen.
Undervejs kombinerer vi teori og praksis, så du både får forståelse for, hvorfor man træner på bestemte måder, og hvordan
man planlægger og gennemfører gode træningspas. Du kommer selv til at prøve kræfter med at planlægge og afvikle træninger for dine holdkammerater – ligesom en rigtig træner. Faget handler om mere end bare at spille kamp. Det handler om samarbejde, kommunikation, ansvar og udvikling – både som spiller, træner og holdkammerat.
Man skal selv medbringe fodboldstøvler, samt andet valgfrit udstyr.
Undervisningen foregår for det meste udendørs.
