Gå til sideindhold
 

10.X

BAGGRUNDEN FOR ETABLERING AF 10.X

Det nye 10. klassestilbud etableres for at give elever fra Fjordskolen og øvrige specialtilbud mulighed for at tage det 10. skoleår i og omkring det almene ungemiljø på 10. Aabenraa. Eleverne i 10.X sikres ekstra opmærksomhed, tætte relationer og vil blive mødt med specialiseret faglighed i en mindre klasse som den trygge base. I de sammenhænge, hvor det er hensigtsmæssigt, vil eleverne i 10.X indgå i det store fællesskab i og omkring 10. Aabenraa. 10.X vil have ekstra ressourcer til at understøtte elevernes individuelle behov. Det nye 10. klassestilbud etableres pr. 1. august 2022.

UNGDOMSMILJØ/UNDERVISNINGSMILJØ

10.X etableres i tilknytning til ungdomsmiljøet i Ung Aabenraa. Dette giver de unge i 10.X adgang til et udviklende fællesskab med jævnaldrende unge. Undervisningen vil blive gennemført i Ung Aabenraas lokaler på Dr. Margrethes Vej 13 i Aabenraa. Et mindre skolemiljø skal sikre en overskuelig kontaktflade for eleverne i 10.X. 
10.X etableres i rammer som rummer både den faglige undervisning og muligheden for praktisk læring. I Ung Aabenraa eksisterer et passende ungdomsmiljø, hvor der er mulighed for at forestå faglig undervisning og udnytte faglokaler og værksteder. Til eleverne i 10.X etableres et mindre og trygt læringsmiljø med mulighed for at indgå i det daglige ungemiljø blandt de øvrige elever i 10. Aabenraa, hvor dette er hensigtsmæssigt. Lokalerne vil være indrettet specifikt til elevgruppen i rolige omgivelser. Vi forventer en klassestørrelse på 8-12 elever. 

MÅLGRUPPE
Tilbuddet målrettes elever som har gennemført deres 9. skoleår i et specialiseret tilbud og som ikke vil kunne gennemføre et  ordinært 10. skoleår uden ekstra ressourcer f.eks. i forhold til autisme og angst. Eleverne optages gennem visitation i skolevisitationsudvalget.

FORMÅL

Målet for etablering af 10.X er at understøtte de visiterede unges muligheder for at gennemføre et 10. skoleår i og omkring ungemiljøet i Ung Aabenraa for efterfølgende at kunne starte på en ungdomsuddannelse. Det er et mål for 10.X at identificere og udvikle styrkesiderne hos den enkelte elev sådan, at der sker målrettet udvikling af de kompetencer, som vil kunne give den unge adgang til uddannelse eller arbejde.

INDHOLD I TILBUDDET
I 10.X vil der arbejdes målrettet med udvikling og læring i dansk, matematik og engelsk samt tilbudsfagene fysik/kemi og tysk. Mulighed for FP10, hvis eleven tidligere har fulgt undervisningen i fagene. Der tages afsæt i de fag, som er nyttige for den enkelte unge og på de fagområder, hvor læring og udvikling er mulig. Der er mulighed for at gennemføre OSO. Udgangspunktet er, at alle unge skal mødes i de kompetencer og potentialer, som kan udvikles til gavn for den enkelte i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Det er målet, at eleverne i 10.X også skal i brobygning, dog i en tilpasset form. Timetal og hjemmel for 10.X jf. lov om 10. klasse. Ugentligt timetal er på 28 lektioner. 
I 10.X kan elever med et fagligt potentiale have mulighed for at forbedre og tage deres FP9 i dansk, matematik og engelsk. De styrkede faglige kompetencer kan være med til at øge mulighederne for at komme på ordinær ungdomsuddannelse.


I 10.X kan arbejdsformen også være af praktisk karakter, således at de unge erhvervsafklares i forhold til deres styrkesider samt udviklingen af den unges potentialer. Ud over den fagfaglige undervisning vil der arbejdes værkstedsorienteret, og med fokus på praktik, fritidsjob, aktiv fritid og arbejdsmarkedskendskab. På denne måde skulle der gerne være en direkte kobling til videre ungdomsuddannelse, til FGU, eller et mere kompetencekvalificeret afsæt for STU. 

Ung Aabenraa/Aabenraa Ungdomsskole har mangeårig erfaring med specialiseret undervisning af unge i vores heltidsundervisningsklasser. 10.X bliver en del af dette faglige grundlag med en personalesammensætning der matcher elevgruppen. I Ung Aabenraa er der tradition for samarbejde med virksomheder, hvor de unge vil kunne erhvervsafklares, både i forhold til interesser og potentialer. Dette sidste element etableres i et samarbejde med UU med udgangspunkt i den unges kompetencer, interesseområder og målsætninger. Derudover samarbejder Ung Aabenraa med PPR, Ungeindsatsen, Streetworkerne og Psykiatrien.

VISITATIONSPROCESSEN

Visitation via skolevisitationsudvalget. Visitationen foretages som udgangspunkt forud for skoleårets start, men der kan også foretages visitation ”løbende”.

 

Ansøgningsfrist til visitationsmøderne:

  • 6. september 2024
  • 20. november 2024
  • 22. januar 2025
  • 19. marts 2025
  • 16. maj 2025
  • 29. august 2025

Indstillingsskemaet til skolevisitationen indsendes af distriktsskolelederen eller af lederen fra det specialiserede skoletilbud.

 

Visitationsskema kan rekvireres ved Gitte Schultz Iversen på gms@aabenraa.dk.

 

YDERLIGERE INFORMATION
Er der spørgsmål omkring 10.X kan lederen af tilbuddet kontaktes direkte:

Gitte Marie Schultz Iversen

Souschef Ung Aabenraa

Dr. Margrethes Vej 13

6200 Aabenraa

20 55 02 52 / 73 76 78 00

Mail: gms@aabenraa.dk

www.ungaabenraa.dk

Apricore logo